Selvom det var en UVM guld tur værdig iflg. pointtavlen, så var det umiddelbart ikke helt i samme niveau fra sidelinien, men alligevel en tur som var betydeligt over konkurrenterne.
Den brune hoppe og Severo ser ud til at have et samarbejde som er helt specielt. Knapperne sidder hvor de skal og bl.a. i øgningerne har Severo en helt særlig evne til at sætte hestene af uden at forstyrre dem - det gør han også med Fiontini uden den mindste uro. Det første changement er super fint mens det næste bliver lidt krøllet og spændt. Overgangen til trav i hjørnet bliver heller ikke helt flydende. Men det overordnede indtryk er et vinder billede.
Både Franklin og Blue Hors Zee Me Blue viser gode ture under hhv. Severo og Daniel. Begge hingste med highlights i deres trav ture.
Anne Troensegaard kan få det til at se både let og utrolig kraftfuldt ud på samme tid. Hun rider med masser af udtryk - ikke kun Kipling går med udtryk. Hver øvelse gjort færdig og i bedste Anne stil med et håndfast klap på halsen efter den første changement.
Atterupgaards Mifune under Helgstrand rytteren Eric Guardia Martinez viser en super flot og harmonisk tur. Den velgående og smidige hoppe føler sig tydeligt godt tilpas under Eric og har udviklet sig rigtig flot og positivt. I det hele taget en særdeles veludført og flydende tur med dejlig positiv ridning.
Blue Hors First Choice og Daniel Bachmann Andersen viser en generelt rigtig god tur med First Choice i god form og som spiller med hele vejen. Det ligner et par som passer rigtig godt sammen og som får tingene til at flyde med kvalitet.
Se resultatet af klassen her. De 8 bedste i dag er klar til finalen, mens 2 følger fra trøstfinalen.