Egnethedstest på Vilhelmsborg

Vinder Svalegårds Disco & Liv Marie Stignæs med hendes mand Anders Stignæs - foto: H2R

Vilhelmsborg var rammen om søndagens egnethedstest, hvor 44 ekvipager var klar til start.

Igen med den rigtige vinder Svalegårds Disco, som på dagen var den mest komplette hest flot fremvist af Liv Marie Stignæs. Ekvipagen som også var til start i 4 års championatsfinalen på Ask, hvor de brillierede på førstedagen med en flot 2. plads, og hvor man tydeligvis kunne spotte et stort potentiale. Desværre tog spændinger i finalenrunden over og ekvipagen sluttede som nr. 10. Idag var Disco tydelig fokuseret på Liv hele vejen, og fik endnu engang vist både kvalitet og potentiale som man kun kan glæde sig til at se mere til i fremtiden.

Placeret som nr. 2 var rutinerede Anne-Mette Strandby Hansen med familiens egen avlet super hoppe Graastengaards Faquira e. Quaterhit / Hotline. Flot fremvist og samtidig med en tand mindre gas end til championatsfinalen. Det gav fortjent dagens 2. plads.

Dagens 3. plads tog flittige Silje Bakken sig af sammen med Skovgårdens Hollie e. Revolution / Don Olymbrio. Uden tvivl dagens bedste ridelighed, satte ikke en hov forkert, og gik nøjagtigt efter rytterens anvisninger (desværre alene belønnet med 8,5 i ridelighed).

Skridtkarakteren er ofte en svær størrelse og i dag faldt en enkelt bedømmelse heller ikke helt indenfor H2R’s skala for dagens bedste skridt, nemlig 9,5 som blev tildelt Spot-on B med Susanne Barnow. En stor og rentaktet skridt, men som på dagen stadig manglede lidt mere styrke og kvikkere afvikling til en topkarakter.

En enkelt ekvipage blev vel hårdt bedømt set fra sidelinien. Baunehøjens Jackson med Pia Bak Thomsen som viste en velforberedt tur, hvor Jackson modsat langt de fleste i dagens felt går med power, styrke og balance i både trav og galop, mens skridten er på det lidt mere jævne kvalitetsmæssigt. Tænker det er en ekvipage dommerne ser igen i Brønderslev.

Super ærgerligt for den norske ekvipage Duné og Juni Næss som viste en lidt forsigtig tur, men med fine kvaliteter, desværre red Juni på banen med både sporer og pisk, hvilket ikke er tilladt og blev diskvalificeret.

Generelt var feltet i dag af lidt lavere kvalitet end gårsdagen i Billund, og det blev også helt korrekt afspejlet i pointene fra dommerne.