UVM i Ermelo nærmer sig med hastige skridt
Med mindre end to uger til det går løs i Ermelo lagde H2R forleden vejen forbi Grøn Dressage i Davinde på Fyn, for at fange lidt indtryk fra træningsbanen hjemme hos Allan Grøn, der har to heste udtaget UVM i år. Den 5 års hoppe Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy / Wilkens avlet af Agnete Holmsted og ejet af Norcordia ApS samt den 6 års DV kåret hingst Bøgegårdens Santiago Bernabeu e. Bøgegårdens Santiago / Bøgegårdens Laurino, avlet og ejet af Stina og Jørgen Schmidt, Stutteri Bøgegården.
Sammen med Søbakkehus Maude har Allan allerede høstet stor succes, idet parret vandt Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning tilbage i marts måned, mens Bøgegårdens Santiago Bernabeu alene har været med nogle gange som 6 års, men jo har været i ilden som helt ung til hingstekåring, materialprøve osv.
Den sidste træning inden Ermelo
Hver torsdag kommer berider Karsten Pedersen for at holde Grøn Dressage skarpe, og her små to uger før afgang handler det mest om finpudsning og at holde formen ved lige, da begge heste ser ud til at være klar til opgaven, som man allerede så dem til den endelige udtagelse på Vilhelmsborg.
“De daglige rutiner er vigtige for at holde hestene friske og motiverede, samtidig med at det jo også handler om, som altid, at holde uheld fra døren. Og nu glæder vi os til at skulle afsted og føler ihvertfald at forberedelserne frem mod Ermelo har været optimale, og så må vi se hvor langt det rækker i de skarpe felter,” siger Allan Grøn.
Erfaring fra tidligere
Allan Grøn har tidligere repræsenteret Dansk Varmblod ved UVM sammen med vallakken Blue Hors Zick Flower e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov, avlet af Andreas Gregersen og ejet af Blue Hors. Ekvipagen var i både 2013 og 2014 i finalen som 5 års og 6 års, og vinder af 7 års i 2015, som på daværende tidspunkt stadig var i “pilot projekt” fasen, og først året efter i 2016 blev en fast del af verdensmesterskaberne for ungheste.
Link til video her.