Et tiltag fra DRF som helt sikker er værdsat hos alle omkring championaterne, og som er et glædeligt gensyn med mellemrunder (desværre ser det umiddelbart ud til at man har “glemt” mellemrunden i ØST, men mon ikke det kun er en detalje, også at få den lagt ind i stævnekalenderen) og trøstfinaler.
Nyhed på DRF i dag 10.02.2020
Når de unge dressurheste i år skal dyste om at blive årets bedste for henholdsvis 4,- 5,- 6, og 7 års heste, bliver det i 2020 efter et revideret sæt bestemmelser. Det bliver nemlig med en sæson, der byder på et gensyn med en mellemrunde – eller semifinale – mellem kvalifikationerne og finalen på Blue Hors. Denne afvikles hos Grindsted Rideklub i uge 38. Også under selve finalestævnet, der igen i år afvikles hos Blue Hors i uge 41, er der ændret en smule i afviklingen, da der vil blive afholdt trøstefinaler i alle årgange. På den måde er alle sikret minimum to rideture under det flotte stævne.
Mellemrunden er tilbage
I de sidste tre år (2016, 2017 og 2018) har championatet i dressur været afviklet efter et koncept, hvor de unge heste der kvalificerede sig til finalen, gjorde det, på baggrund af deres resultater i kvalifikationsrunden. Det var altså de heste, der på landsplan havde de bedste resultater, der kvalificerede sig til finalen.
I 2020 får alle heste, der opnår en specifik score adgang til mellemrunden, og først herfra er det så de heste med de højeste scorer, der får de eftertragtede finalepladser. Som noget nyt, opnår vinderne fra de seks kvalifikationer også direkte adgang til finalestævnet (for 4-års heste er det både vinder og nummer to fra hver kvalifikation).
Uændret antal finalepladser
Som de foregående år, hvor finalestævnet er afviklet i de skønne rammer på Blue Hors, vil det igen i år være de 40 bedste 4-års heste, de 20 bedste 5-års, de 20 bedste 6-års og de 12 bedste 7-års heste, der opnår adgang. Når kvalifikationsvinderne er fratrukket, er der således 28 finalepladser at ride om for 4 årshestene i mellemrunden. For 5,- og 6-års hestene er der 14 pladser på spil i hver årgang, og for 7-års hestene er der seks pladser at slås om i mellemrunden.
Øget kvalitet hos de unge heste
Konkurrencen i championaterne er blevet hårdere og hårdere, unghestene bliver bedre og bedre, og alene i Danmark har vi efterhånden en hel håndfuld af verdensmestre, der stiller op i det nationale championat. Med et forhåndsdefineret succeskriterie – en defineret score – er der et håndgribeligt mål at gå efter for alle ryttere og heste.
Scorerne der fra kvalifikationerne giver adgang til mellemrunden er 7,8 / 78% for 4,- 5,- og 6-års heste, mens 7,2 / 72 % giver adgang for 7-års hestene.
En anden fordel ved mellemrunden er, at netop det håndgribelige mål, giver en sikkerhed for videre deltagelse i sæsonens championat, sådan at en hest allerede efter en kvalifikationsrunde kan være sikret en mellemrunde-plads, hvilket giver rytterne mulighed for at spare de unge heste for unødvendigt slid gennem endnu en stævnetur.
Alle er sikret to ture til finalestævnet med genindførsel af trøstefinale
Endnu en ting der har ændret sig i afviklingen af Pavo og DRF’s championat for ungheste, er at der nu genindføres en såkaldt trøstefinale for alle årgange under finalestævnet. Faciliteterne for de unge heste er fantastiske på Blue Hors, og omgivelserne er imponerende. Men netop disse imponerende omgivelser kan være en stor mundfuld for de unge heste. I nogle tilfælde så stor en mundfuld, at det i værste fald kan betyde, at hestene er for påvirkede af omgivelserne til at vise deres sande potentiale. Det er mange gange set, at hestene præsenterer sig selv meget bedre anden gang, de er på banen, og de bedste heste fra trøstefinalerne opnår netop adgang til søndagens finaler. Derudover er alle nu sikret minimum to rideture på det smukke anlæg i Randbøl.
Læs mere om Pavo og DRF’s championat for ungheste her.