Banebrydende spændende nyt om Købeloven

Photo credit: H2R

Photo credit: H2R

Nyhed på Varmblod.dk 18. marts 2018

EU-Kommissionen har lagt op til, at handel med levende dyr skal udgå af reglerne om forbrugerkøb, hvilket sandsynligvis betyder, at den danske købelov på dette område føres tilbage til de regler, der var gældende før 1999

Den danske købelov indeholder i dag et afsnit, der tildeler forbrugere en udvidet beskyttelse sammenlignet med erhvervsdrivende købere, og disse regler blev indført som følge af forbrugerdirektivets vedtagelse i 1999 i EU.

De store organisationer World Breeding Federation for Sport Horses og European Horse Network har lagt et stort arbejde i at påvirke Europakommissionen til en direktivændring omkring lovgivningen om handel med levende dyr, og det viser sig nu, at lobbyarbejdet har båret frugt. Den 20. februar 2018 foreslog EU-Kommissionen, at handel med levende dyr helt skal udgå af reglerne om forbrugerkøb.

Kort udsigt til lovændring

Det vurderes, at direktivforslaget vedtages af EU-Parlamentet inden for seks måneder, og som en følge af direktivets vedtagelse antages det, at den danske købelov ændres, så afsnittet om forbrugerkøb helt undtages handel med levende dyr.

– Det er en meget opløftende nyhed, der kan få stor betydning for dansk hesteavl. Mange avlere har siden 1999 mistet lysten og modet til at avle, da købeloven i mange tilfælde har medført store økonomiske konsekvenser for sælgerne, som ofte er avlerne, sig formand for Dansk Varmblod, Jan Pedersen.

Jan Pedersen er også formand for den internationale paraplyorganisation for 75 ridehesteavlsforbund, WBFSH (World Breeding Federation for Sport Horses), som er en af hovedaktørerne, der har arbejdet målrettet for at påvirke EU-Kommissionen til en direktivændring.

Tilbage til tidligere regler

Ændres den danske købelov, så afsnittet om forbrugerkøb helt undtages handel med levende dyr, bliver retsstillingen formentligt den, at salg af levende dyr – uanset om det er til forbrugere eller erhvervsdrivende – alene omfattes af de regler, som var gældende forud for forbrugerdirektivets vedtagelse i 1999.

Det antages videre, at en sælger i forbrugerkøb blandt andet vil kunne aftale, at sælger ikke skal bære risikoen for fx skjulte mangler. Denne mulighed vil i praksis have stor betydning, eftersom det på nuværende tidspunkt ikke er muligt for sælger i forbrugerkøb at fraskrive sig sit ansvar.

Endvidere vil den såkaldte ’omvendte bevisbyrderegel’ udgå. Det betyder konkret, at det er køber, der skal bevise, at hesten er mangelfuld, uanset om manglen viser sig inden for de første seks måneder efter levering til køber.

Forbedret retsstilling for sælger

Endeligt ændres reklamationsfristen således, at det bliver muligt for sælger at indgå aftale med køber om, at køber har en kortere absolut reklamationsret end den nugældende på to år. Således bliver det fx tilladt at aftale, at køber alene kan reklamere over mangler, såfremt reklamation sker inden udløbet af fx tre måneder efter levering. Det skal dog præciseres, at såfremt sælger har tilbageholdt oplysninger, da vil sælger ikke kunne afskære køber fra at reklamere og dermed ej heller sit ansvar, uanset om parterne har aftalt en tidsbegrænset reklamationsfrist.    

Overordnet kan det altså konstateres, at en vedtagelse af direktivforslaget sandsynligvis vil tildele sælger af levende dyr en større aftalefrihed i forbrugerkøb end hidtil, ligesom sælgers retsstilling i en række andre henseender forbedres.