Nyhed på www.rideforbund.dk i dag
Jacob Gulmann ny generalsekretær i Dansk Ride Forbund
Den 1. juni sætter 53-årige Jacob Gulmann sig i generalsekretær-stolen hos Dansk Ride Forbund. Jacob kommer fra en lang karriere som topchef og leder i det private erhvervsliv, og nu er han klar til at kombinere sin erfaring med sin passion og sætte fokus på klubber, sport og organisation hos Dansk Ride Forbund.
Passion og professionalisme som drivkraft
”Dansk Ride Forbund er en spændende og dynamisk organisation med stort potentiale, og jeg glæder mig meget til at udvikle organisationen i samarbejde med de frivillige, klubber og medarbejdere. Jeg har altid haft heste selv, og det er fantastisk, at jeg nu får muligheden for at kombinere min passion med mit professionelle virke. Dansk Ride Forbund skal være en synlig og gennemsigtig organisation, der professionelt skaber vækst til gavn for klubber og ryttere. Vi skal i fællesskab sætte klubben i centrum og sætte fokus på rekruttering og fastholdelse af ryttere og frivillige,” siger Jacob.
Jacob Gulmann har en lang karriere i det private erhvervsliv bag sig. Fra 2012 – 2016 var han CEO hos TAXA 4x35, og før det har han gennem 15 år bestredet forskellige internationale topposter i Hempel Gruppen. Derudover har han i årene 2012 – 2014 været tilknyttet Aalborg Universitet. Privat danner han par med dressurrytter Malene Folmer Jensen, og sammen har de et hestested ved Kalundborg.
”Jeg er overbevist om, at vi har fundet en rigtig stærk mand til posten som generalsekretær. Jacob er stor erfaring som organisationsleder, og jeg er overbevist om, at han samme med medarbejdere og frivillige vil kunne udvikle og tilpasse forbundet til fremtidens udfordringer. Vi står overfor nogle spændende år, hvor vi de kommende år skal implementere Ambition 2022 og de med DIF aftalte strategispor, og jeg tror vi er godt rustet med Jacob ved roret. Jeg og den øvrige bestyrelse ser frem til et godt samarbejde,” siger Ulf Helgstrand, formand i Dansk Ride Forbund.