Efter dagens største nyhed med Nathalie som ny dansk landstræner, er der selvfølgelig flere spørgsmål som H2R har været nysgerrig for at få belyst.
Nathalie har som alle jo ved selv været en fast del af landsholdet de seneste mange år, og har derfor indgående kendskab til tingenes tilstand, og ikke mindst hvordan "butikken" har været drevet fra landstrænerens stol.
Nathalie glæder sig utrolig meget til det nye job, som foreløbig er aftalt med DRF for de kommende 4 år.
Et par af spørgsmålene som umiddelbart trængte sig på var:
Hvad er din definition på landstræner rollen ano 2017?
"Det er helt klart at jeg går ind i mit nye job med hud og hår, og vil kæmpe for at Danmark kommer til tops, og til tops er klart med podieplads for øje til de store mesterskaber, hele tiden med fokus på vores bedste partner hesten.
Jeg ser ikke min rolle som den traditionelle landstræner, men måske mere i retningen af en slags team manager eller lignede. Der skal ihvertfald ikke herske nogen tvivl om at min egen erfaring, og succes på banerne har stærke rødder i det samarbejde jeg har haft med min egen træner, og at hele setup´et omkring landsholdet jo bygger på unikke rytter/træner forhold, som jeg vil støtte og naturligvis komme med vejledning til i mit nye job.
For mig er det utrolig vigtigt at tingene kommunikeres ud og dermed at der også er åbenhed, så der ikke opstår usikkerhedsmomenter eller misforståelser, på vores vej mod resultaterne. Jeg vil primært bruge min rolle som vejleder, men står naturligvis til rådighed med træning hvis nogen skulle ønske det, og samtidig også udstikke den røde tråd, og være det danske "flagskib" både når vi er hjemme og ude. Ingen skal være i tvivl om linien, og at vi kun ved fælles hjælp og åbenhed, når de store mål."
Hvordan griber du jobbet an praktisk til en start?
"Inden for de næste to måneder vil jeg tage på "hjemmebesøg" hos A-truppen, for at få fornemmelsen af hvordan de griber tingene an i hverdagen sammen med deres egen træner. Herefter er det planen, at jeg vil besøge ekvipagerne omkring A-truppen ca. hver 4. - 6. uge.
For 2017 er der allerede nu planlagt to samlinger for A-truppen, som bliver umiddelbart inden starten udendørssæsonen. 3 dages samling med træning, programridning, video, fitness tjek hos hestene osv. - vi skal vide hvor vi står inden vi går i gang med stævnesæsonen. Derudover vil der være samling ca. 2 uger før sommerens EM i Sverige af 2-3 dages varighed, igen med fitness check, snak om formkurven frem mod mesterskabet, og træning efter behov. Det skal være helt op til den enkelte ekvipage om der skal gives gas eller ej. På den måde kan alle tage hjem og få ro til at forberede sig optimalt.
De store "fix punkter" vil stadig være via DM og Aachen, og det er vigtigt at ekvipagerne omkring A-truppen kommer til de stævner, hvor den hårde konkurrence er, og der vil jeg selvfølgelig i samråd med de enkelte ekvipage udvælge hvad der passer ind i planerne.
Ca. en gang om måneden vil der være træningssamling for B-truppen (hvor det selvfølgelig er helt frit og åbent for ekvipager fra A-truppen om de har lyst at deltage).
Dem lige efter B-truppen er jo naturligvis U25, og der vil jeg også være synlig, og følge deres udvikling, og være klar med råd og vejledning, herunder også til deres daglige trænere. Mht. juniorer og ungrytterne, så vil deres udvikling stadig blive varetaget af deres landstræner."
Din egen karriere og flytning til Hamburg?
"Boligskiftet bliver i løbet af året, hvor jeg sammen med familien rykker tættere på Danmark. Det har været en fælles beslutning for min mand Alexander og jeg, og i øvrigt med fuld forståelse fra min mor, og måske knap så stor forståelse fra min far ;-).
Min egen karriere byder lige nu ikke på nogen tophest i stalden, (skulle den situation ændre sig opstår en ny mulighed), men jeg vil stadig holde mig skarp på ihvertfald 2 heste, måske 3 med tilhørende national stævnedeltagelse i Tyskland, og have dem opstaldet hos min træner Dr. Rainer Schwiebert i Hamburg," slutter Nathalie.
Note fra H2R
De dygtige danske ekvipager er jo selv med til at sætte Danmark på det internationale landkort, men der er ingen tvivl om at Nathalie med sin egen karriere og succes bestemt også vil kunne bringe de rød/hvide farver i fokus.
Et spændende samarbejde som giver Danmark og dansk dressur et godt afsæt ind i 2017-sæsonen, og forhåbentlig mange år fremadrettet.