Isabell Werth glæder sig til Herning

Pressemeddelelse fra Dansk Varmblod

Herning Horse Show overgår sig selv i 2016, når dørene åbnes til en clinic med verdens mest vindende dressurrytter igennem de seneste årtier - legenden Isabell Werth. Hun har sat sig for at give sit danske publikum og deltagerne i sin clinic brugbart input til stævnesæsonen

Med Hingstekåringen 2016 sætter Dansk Varmblod nye standarder for, hvad der i forvejen er et arrangement uden lige noget sted i verden. Hingstekåringen udvider med internationalt spring- og dressurstævne på trestjernet niveau. Det gigantiske multiarrangement, som udover hingstekåring og ridestævne også omfatter udstyrsmesse, unghestechampionat, gallashows og faglige clinics, binder på bedste vis hesteavl og -sport sammen, og så inddrager arrangementet i år også Jyske Bank Boxen.

Torsdag den 17. marts 2016 under Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH Messecenter Herning kan en af verdens mest succesfulde uddannere af Grand Prix-dressurheste, Isabell Werth, opleves i den spændende, lærerige og inspirerende Skagen Fondene Clinic i Hal M’s Equsana Arena.
Tysklands Isabell Werth er en af verdens mest vindende dressurryttere med ikke færre end otte olympiske medaljer, ni verdensmesterskabs- og 13 europamesterskabsmedaljer, otte tyske mesterskaber og et utal af andre Grand Prix-sejre, herunder to World Cup-sejre. Hendes største meritter har hun opnået på hestene Fabienne, Gigolo, Antony, Satchmo, Warum Nicht, El Santo, Don Johnson og Bella Rose.

Jeg vil give brugbare idéer

De afholdte clinics til Herning Horse Show har til formål at indvie de besøgende ved hingstekåringen i træningsmetoder og teknikker, som bruges af verdens bedste ryttere. Tidligere har verdensnavne såsom Helen Langehanenberg, Hasse Hoffmann, Rudolf Zeilinger, Edward Gal, Andreas Helgstrand, Anky van Grunsven m.fl. gæstet Herning og løftet sløret for deres viden. Derfor er det ikke bare en stor og imponerende oplevelse at overvære en clinic, men også et arrangement hvor man kan samle inspiration og lærdom fra den bedste.

I år er det så verdens mest vindende dressurrytter Isabell Werth, der kommer til Herning og giver de der har lyst mulighed for at blive indviet i hendes træningsmetoder og hendes daglige arbejde med heste. Isabell har haft alle muligheder for at få den færdige Grand Prix-hest leveret, men det interesserer hende på ingen måde. Hun vil lave dem selv. Den nu 46-årige rytter har stort set selv uddannet alle sine Grand Prix-heste – og det har ofte været heste, som andre ryttere har afvist eller opgivet. Hun har fået meget store og kraftige heste til at tage sig mere elegante ud, end nogen havde troet muligt. Derfor er det en helt unik indsigt i Werths arbejde, man nu har muligheden for at få.

- Jeg har aldrig tidligere besøgt den danske hingstekåring i Herning, så jeg glæder mig meget, fortæller Isabell Werth og forsætter: - Mit mål er at kunne give de deltagende ryttere i clinicen og dermed også publikum, nogle tips og gode idéer, som de kan bruge i stævnesæsonen. Naturligvis uden at forvirre hverken rytter eller hest, fastslår verdensstjernen.

Ved Global Dressage Forum i 2013 var Isabell Werth hovednavnet med sin dressurclinic, der i pressen blev rost til skyerne for den klare kommunikation til rytter og publikum. "Hatten af for Werth!" skrev Jytte Lemkow. 

Fakta om Isabell Werth

Isabell Werth var ganske ung, da hun i sin tid fik muligheden for at brænde igennem som international verdensstjerne. Som 17-årig fik Werth nemlig mulighed for at starte med at ride for sin venindes far Dr. Schulten-Baumer. Sammen skabte de grundlaget for Werths internationale gennembrud på hesten Gigolo – med hvilken Werth vandt guld og holdguld ved EM, VM samt OL.

De to samarbejdede i hele 14 år, og Werth beskriver denne periode i sit liv som den mest lærerige. Af Dr. Schulten-Baumer lærte hun hele det afgørende grundlag, der skal til for at blive en så succesfuld rytter, som Werth er blevet. I dag er Werth selvstændig sammen med sin sponsor Madeline Winter-Schulze.

Det Werth har udrettet i sin tid som dressurrytter er ganske enkelt unikt og nærmest ubeskriveligt. Det er en pragtpræstation i sig selv at have været aktiv, anerkendt og vindende international dressurrytter i hele 25 år. Sidst hun høstede medaljer var bl.a. ved VM i 2014 i Normandiet og ved EM i 2015 i Aachen.

For første gang nogensinde i Danmark deler Werth nu ud af sine hemmeligheder ved dette års Herning Horse Show. Så bliv del af en helt unik oplevelse med en af verdens levende legender og bestil allerede nu dine billetter til Skagen Fondene Clinic med Isabell Werth torsdag aften den 17. marts 2016.

Isabell Werth har haft mange succeser, her er et udpluk af de mest betydningsfulde:

De Olympiske Lege
Guld for hold 1992, 1996, 2000 og 2008
Individuelt guld i 1996
Individuelt sølv i 1992, 2000 og 2008

Verdensmesterskaberne
Holdguld i 1994, 1998 og 2006
Individuelt guld i 1994 (Grand Prix Special), 1998, 2006 (Grand Prix Special) 
Individuelt bronze i 2006 (Grand Prix Kür) 

Europamesterskaberne
Holdguld i 1991, 1993, 1995, 1997, 1999, 2001 og 2003
Individuelt guld i 1991 (Grand Prix Special), 1993 (Grand Prix Special), 1995, 1997 og 2007 (Grand Prix Special) 
Holdsølv i 2007
Individuelt sølv i 2007 (Grand Prix Kür) 

Tyske mesterskaber
Guld i 1991, 1992, 1995, 1996, 1997, 1998, 2007 og 2008
Sølv i 1993, 2001, 2003 og 2006
Bronze i 1990, 2000 og 2002