Grand Prix og Grand Prix Special - hvilke nye ekvipager fanger blikket
Årets DM felt har været stort - meget stort, men det betyder også at man får mulighed for at se rigtig mange kvalificerede ekvipager.
Den gode ridning som giver et ukompliceret billede
De ekvipager som giver et positivt og ukompliceret indtryk, som forsøger at lave det lette og ubesværede billede af dressurens svære kunst, og som formår at bringe tingene med fra træningsbanen til konkurrencebanen er allerede godt på vej - også selvom de ikke vinder medaljer endnu.
Ekvipagerne Helene Melsen / Aston Martin, Charlotte Heering / Joker Selection, Heslegård´s Rismon / Michala Damm-Frydenberg, Sidsel Johansen / Alibi D og Agnete Kirk Thinggaard / Cassio er alle ekvipager som giver et indtryk af at være velforberedte, men samtidig også giver ukompliceret billede. Alle ekvipagerne er debutanter i DM sammenhæng.
Helene Melsen og den 10-årige Aston Martin bliver nr. 10 i Grand Prix klassen og nr. 14 i Grand Prix Specialen. Begge dage med generelt gode ture, hvor tingene fungere godt, men rutinen og den helt skarpe fin timing mangler naturligvis endnu.
Charlotte Heering og den 14-årige Joker Selection bliver nr. 7 i Grand Prix klassen og nr. 24 i Grand Prix Specialen. Førstedagen med fuld koncentration og skarphed, mens andendagen desværre bliver med nogle spændinger som går udover lektionerne i store dele af turen. Men som udgangspunkt er man ikke i tvivl om, at forberedelserne til opgaven er på plads.
Michala Damm-Frydenberg og 10-årige Heslegård´s Rismon bliver nr. 13 i Grand Prix klassen og nr. 11 i Grand Prix Specialen. Parret viser stabile ture uden store øvelsesmæssige svagheder, men runderne, træningen og timingen skal bare styrkes og udvikles yderligere.
Et par unge damer med rutine med unge heste
Sidsel Johansen med den 11-årige Alibi D giver et imponerende billede, men på førstedagen var parret desværre ikke helt enige om at piaffen også skulle bringes fra træningsbanen ind på konkurrencebanen. Det fakta havde parret tilsyneladende "talt om" mellem Grand Prix klassen og gårsdagens Grand Prix Special, hvilket også betød at de i fredagens Grand Prix blev nr. 18, men revancerede sig i Grand Prix Specialen og bliver nr. 5.
Agnete Kirk Thinggaard bringer med hendes unge 10-årige Cassio direkte ind i fokus omkring toppen af DM feltet med at bliver nr. 8 i både Grand Prix klassen og Grand Prix Specialen. Ingen øvelsesmæssige svagheder men alene manglende styrke, og selvom Det var parrets anden Grand Prix klasse og debut i Grand Prix Special, så var timingen allerede i top.